“Man skal være tæt på sin bestyrelse,” sagde han. Og den tæthed kommer især af arbejdet mellem bestyrelsesmøderne, hvor Joe & the Juice blandt andet bruger bestyrelseskomitéer, som kan nørde ned i detaljerne på udvalgte områder og dermed bringe bestyrelsesmedlemmernes særlige kompetencer i spil uden at kidnappe et helt bestyrelsesmøde til et enkelt punkt.
Joe & the Juice er et sted, hvor jeg selv har været formand for bestyrelsen og formand for flere komitéer, og jeg sidder stadig i bestyrelsen, så helt uvildig er jeg ikke, når jeg udnævner Joe & the Juice til et fyrtårn, men tallene taler også deres tydelige sprog: Omsætningen er fordoblet på tre år til 2,8 mia. kroner årligt, der er i dag 4000 ansatte og 440 juicebarer i 20 lande.
Der er mange forklaringer på succesen, men en af dem er Joe & the Juices evne til at udvikle sig selv og produkterne. Og her er komitéerne og det tætte samarbejde mellem bestyrelsen og ledelsen afgørende, mener Thomas Nørøxe.
Jeg er fuldstændig enig. Komitéer er en genvej til tillid og kompetente beslutninger. Så månedens bestyrelsesredskab er komitéer. Eller hvis det ord emmer for meget af bureaukrati og formalisme: arbejdsgrupper.

Store fordele ved en komité
Som jeg ser det, er der tre store fordele ved at have bestyrelseskomitéer eller arbejdsgrupper.
• I får bedre beslutninger. Når en komité kan arbejde målrettet med et emne, bliver det muligt for medlemmerne at bringe deres kompetencer og viden i spil, komitéen kan indsamle data, analyser og perspektiver på et emne og også komme med anbefalinger, så der kommer et bedre grundlag for en egentlig beslutning på bestyrelsesmødet.
• Bestyrelsesmøderne bliver mere effektive. De punkter, som I har markeret til beslutning eller til diskussion, bliver ordentligt belyst forud for mødet. Og detaljer, som er væsentlige, men måske ikke relevante for hele bestyrelsen, kan diskuteres i et forum, hvor det giver mening og tilfører værdi.
• Det skaber tillid mellem bestyrelse og ledelse, og giver mulighed for at bygge faglige og personlige bånd mellem individuelle bestyrelses- og ledelsesmedlemmer.
Hvilken type komité skal I så have? Det kommer an på virksomhedens behov. I store virksomheder er revisionskomitéer og risikokomitéer almindelige, men jeg har også set en SMV med en innovationskomité, hvor der var mulighed for at komme grundigt ned i nye teknologier og deres mulige anvendelse på produktudviklingen. Grøn omstilling kunne være et andet eksempel.
Pas på faldgruberne
Komitéer kan skabe effektivitet og værdi. Men det er vigtigt, at I ikke bare holder møder for at holde møder. Både bestyrelsesmedlemmer og ledere er travle mennesker, og deres tid skal bruges på noget, der er nødvendigt og værdiskabende.
Den anden store faldgrube er at glemme, at beslutninger stadig er hele bestyrelsens ansvar. Selvom I har haft en revisionskomité til at gennemgå virksomhedens tal i detaljer, er det stadig bestyrelsen, der skriver under på regnskabet. Komitéen skal skabe et bedre grundlag at træffe beslutninger på – men ansvaret er den samlede bestyrelses.
Tue
hvis du fremover gerne vil modtage vores nyhedsbrev direkte kan du tilmelde dig her