2025 blev året, hvor TUESDAY gik fra idé til virkelighed.

Vi startede, hvor forandring ofte begynder: med nysgerrighed og inspiration.

Sammen med Deloitte lancerede vi podcasten Fremtidens Fyrtårne med et klart formål. At give ejerledere, virksomhedsledere og bestyrelsesmedlemmer indsigt, perspektiv og konkrete værktøjer, der kan bruges i praksis.

I løbet af året har vi haft samtaler med nogle af Danmarks mest inspirerende erhvervs- og samfundsledere. Mennesker, der hver dag står midt i kompleksiteten og tager ansvar for vækst, medarbejdere, strategi m.m. Vi har talt om ambitioner, skalering, udfordringer og muligheder, kultur og ledelse, AI, geopolitik og fremtidens konkurrenceevne. Og bestyrelsens rolle i at navigere i en foranderlig verden.

Vi sluttede hver podcast med det samme spørgsmål: Hvad er dit bedste ledelsesråd? Kvaliteten og nuancerne af svarene fortjener mere end et citat.

Derfor samlede vi dem alle i årets sidste podcastafsnit, som udkom tirsdag den 23. december.

Samtaler kan ikke stå alene.

Derfor afholdt vi i 2025 en række workshops om bestyrelsesrollen i praksis. Her samlede vi ejerledere og bestyrelseskandidater i samme rum og gennemgik konkrete værktøjer til at gøre bestyrelsesmøderne og bestyrelsesprocessen effektiv og værdiskabende.

Noget af det, der slog os mest tydeligt, var, hvor stor vægt, der blev lagt på, at værdien skabes mellem møderne. Og hvor vigtig relationen mellem ejere, bestyrelse og ledelse er, specielt i ejerledede virksomheder.

Midt på året samlede vi erfaringerne i én bog.

Efter at have undervist over 300 ledere i effektivt og værdiskabende bestyrelsesarbejde i SMV-segmentet, blev vi fra flere sider opfordret til at samle alle tips og tricks i en bog.

Bestyrelseseffekten udkom på Akademisk Forlag i oktober måned i et samarbejde mellem Tue og Lars Bo Hansen. Bogen er et destillat af Tues erfaring med bestyrelsesarbejde gennem mere end 15 år, Lars Bos dybe erfaring med familie- og ejerledede virksomheder specielt indenfor strategi- og forretningsudvikling kombineret med det pensum vi arbejder med i TUESDAY.

Målet var enkelt: At give læseren en praktisk håndbog til, hvordan bestyrelsen kan gå fra kontrolinstans til strategisk springbræt. Anmeldelserne og den generelle feedback har været overvældende og bekræfter os i, at behovet er der.

En bevægelse er startet.

Podcasts, workshops og en bog bliver først værdifulde, når mennesker benytter dem. Da vi startede TUESDAY var vi ærligt talt ikke sikre på, hvor mange personer, vi kunne få til at deltage i udbredelsen af så snævert et emne som bestyrelsesarbejde i SMV-segmentet.

Vi vidste, at behovet var til stede, og at den potentielle værdi for Danmark er enorm, men kunne vi aktivere de rigtige beslutningstagere?

Der var ingen grund til bekymring. TUESDAY har nu over 2.000 aktive følgere på LinkedIn og et engagement, som af LinkedIn vurderes som “top-performer” (top-10%). Fremtidens Fyrtårne har haft over 20.000 afspilninger i 2025, har over 2.000 faste abonnenter og ligger her i slutningen af året i top-10 på Apple indenfor Business Podcasts.

Vores nyhedsbrev har også et usædvanligt højt engagement. Det afspejler sig i en open-rate på 85% og en unsubscribe procent på 0,2%. Vi vil blive ved med at anstrenge os for at lave indhold, som I får noget ud af at læse, og vi vil blive ved med at fokusere på kvalitet fremfor kvantitet. Er der en tirsdag, hvor der ikke kommer et nyhedsbrev, er det, fordi vi ikke har noget klogt at skrive den uge.

Handling: vi matcher virksomheder og bestyrelseskandidater.

Årets sidste, og måske vigtigste, kapitel handlede om handling. Vi oplever, at mange ejerledere siger: “OK, jeg er nu overbevist om, at jeg skal have en bestyrelse, men hvor finder jeg de dygtige medlemmer, som forstår SMV-segmentet?”. Og vi møder ambitiøse bestyrelseskandidater, som ikke kan finde bestyrelser, hvor de kan bringe deres erfaring og kompetencer i spil.

Derfor lancerede vi TUESDAY Match i samarbejde med Nykredit. Match er en struktureret måde at bringe virksomheder og bestyrelseskandidater sammen. Vi benytter samme værktøjer som de professionelle headhuntere, og så afholder vi et Match event, hvor virksomhederne møder fem relevante kandidater hver.

I oktober gennemførte vi vores første pilot. Resultaterne taler for sig selv. Ud af 45 møder blev 21 vurderet som reelle fælles match. Og flere virksomheder fandt bestyrelsesmedlemmer eller -ledere, som i dag er med til at gøre virksomhederne bedre og stærkere.

For os er Match ikke bare et produkt. Det er et afgørende skridt i missionen om at styrke dansk erhvervsliv. Én bestyrelse ad gangen.

Tak for 2025.

2025 blev året, hvor TUESDAY fandt sin form. 2026 bliver året, hvor vi bygger videre. Vi anstrenger os for at kommunikere i øjenhøjde og fokusere på lige netop de aktiviteter indenfor bestyrelsesarbejde, som skaber værdi i SMV-segmentet. Vi glæder os til at dele flere innovative tiltag meget snart.

Et stort tak skal lyde til Deloitte og Nykredit, som begge har været modige og set værdien i at arbejde sammen med TUESDAY på et tidligt stadie.

Den største tak skal dog lyde til alle jer, som læser vores nyhedsbrev. Nu er det jo sjældent det enkelte snefnug, der kan tage æren for hele lavinen, men I har allesammen hver især bidraget til at starte en bevægelse, som uvægerligt vil skabe værdi for Danmark.

Rigtig godt nytår.

Tue

hvis du  fremover gerne vil modtage vores nyhedsbrev direkte kan du tilmelde dig her

Fedt! Tak for din tilmelding. Tjek din indbakke for en bekræftelsesmail. Vi glæder os til at dele spændende nyt med dig.
Hov, noget gik galt! Prøv igen om lidt, eller skriv til os, hvis det stadig driller.