Logitrans er en imponerende virksomhed, der begyndte med Gitte Kirkegaards farfar for mere end 80 år siden. Han overtog en smedeforretning og begyndte at bruge hydrauliske systemer til at skabe en ny slags landbrugsmaskiner, der gjorde det opslidende landbrugsarbejde lettere og sikrere, blandt andet roeoptagere.

Efterhånden udviklede det sig til at lave maskiner til andre former for løft; gaffeltrucks og palleløftere for eksempel, og da Gittes far, Erling, kom til, så han potentialet i at sælge produkterne i udlandet. Det var en stor transformation for Logitrans, men den lykkedes.

Den nye transformation er at få AI og robotteknologi ind i maskinerne. Derfor har ledelsen oprettet en slags intern start-up, der arbejder tæt sammen med MIR, Mobile Industrial Robots, i Odense. Partnerskabet gør det muligt at udvikle produkterne hurtigere og bedre, end hver af virksomhederne ville have kunnet alene.

Bestyrelse giver selvtillid

Logitrans’ professionelle bestyrelse er en central del af strategien, og Gitte Kirkegaard ser to store fordele i at have en bestyrelse.

For det første får hun beslutninger tryktestet. “Det er en vigtig del af min ledelsesudvikling, at jeg har nogen at sparre med og kan blive bekræftet i, at det ikke bare er mig, der synes, at noget er en god idé.”

For det andet giver bestyrelsen hende selvtillid, når hun besøger kunder og samarbejdspartnere. Hun ved, at et professionelt panel har sagt god for strategien og støtter den, og det at have en bestyrelse gør i sig selv, at Logitrans virker mere seriøs over for kunderne, siger hun.

Ydmyghed og nysgerrighed

Som sagt er Logitrans familieejet, og både Gittes Kirkegaards far og ældste søster er aktive. Det giver nogle særlige dynamikker, og Logitrans har nogle stærke værdier. Det skal bestyrelsen forstå og respektere.

Hendes råd til nye bestyrelsesmedlemmer er at stikke en finger i jorden og bruge tid på at lære virksomheden og dens kultur at kende.

“Man skal være lidt ydmyg, før man kommer udefra og vil lave det hele om. For mig er det vigtigt, at bestyrelsen ikke er et kontrolorgan, men med til at udvikle mig som leder. Det kræver, at man forstår værdikæden. Der er forskel på at sige “Hvordan gør I det her?” frem for “burde I ikke gøre sådan her?”.

Hun anbefaler, at virksomhedens ledelse afstemmer med bestyrelsesmedlemmerne, hvad forventningen til dem er. Hvad skal de bidrage med? Den tydelige forventningsafstemning sikrer, at der er styr på rollefordelingen. Det skaber ro og et rum, hvor sparringen er med til at skabe vækst og fremgang for virksomheden.

Bestyrelsens tre store spørgsmål

Jeg er helt enig med Gitte Kirkegaard i hendes anbefalinger. Opgaven for en bestyrelse er, som jeg har sagt før, at virksomhedens direktør bliver skarpere på sin opgave og mere motiveret. Og særligt i familieejede virksomheder er det helt afgørende at forstå både familiedynamikkerne og virksomhedens kultur.

I en transformation skal bestyrelsen koncentrere sig om tre spørgsmål:

• Er tidshorisonten realistisk?
• Er der kapital til transformationen?
• Kan virksomheden absorbere den?

De to første punkter virker måske oplagte. Ikke desto mindre er det min erfaring, at ledelse og bestyrelse ofte ikke har haft den diskussion tilstrækkeligt grundigt. Hvad er planen, hvis nogle af forudsætningerne ændrer sig? Det handler om at kvalificere beslutningerne, ikke om at finde fejl.

En transformation ændrer i sagens natur virksomheden. Noget skal gøres anderledes. Der skal der nye kompetencer til, måske nye medarbejdere, nye strukturer osv. Er virksomheden klar til det? Og hvis ikke, hvordan bliver den det så?

Jeg plejer at sige, at vækst skaber kompleksitet, og at kompleksitet dræber vækst.

Her skal bestyrelsen hjælpe virksomhedens ledelse med at indarbejde den kompleksitet, der er forudsætningen for væksten. Og kun den. Det er også bestyrelsens opgave at bidrage til at fjerne den kompleksitet, der skaber unødige forhindringer.

Og igen skal det ske med respekt og forståelse for virksomhedens særkende og værdier. Opgaven er ikke at forvandle den fuldstændigt, men at integrere det nye i virksomhedens særlige DNA.

Tue

hvis du  fremover gerne vil modtage vores nyhedsbrev direkte kan du tilmelde dig her

Fedt! Tak for din tilmelding. Tjek din indbakke for en bekræftelsesmail. Vi glæder os til at dele spændende nyt med dig.
Hov, noget gik galt! Prøv igen om lidt, eller skriv til os, hvis det stadig driller.