Det er sidste dag i dag, og jeg har deltaget i en AI & Green Tech Tour med China Experience og Christina Boustrup. Til min glæde har også både Tim Frank Andersen og Lykke Friis været med på turen. De har talt om henholdsvis AI og geopolitik som gæster i “Fremtidens Fyrtårne”-podcasten, og man må sige, at de er relevante sparringspartnere at have med på sådan en tur.

Jeg har ikke været her i årevis. Sidste gang var før pandemien, men jeg var her mange gange som direktør for Triumph Motorcycles og siden Bang & Olufsen.

Og lad mig sige det sådan: jeg var forberedt på meget, men ikke dette. Renere luft. Stille gader. Næsten alt på el. Shanghai føles mere som Tokyo end som det Kina, jeg forlod, som stadig var præget af forurening fra køretøjer og kraftværker.

Men jeg er her med åbne øjne. For bag effektiviteten ligger også en helt anden tilgang til data, kontrol og individets frihed, end vi er vant til i Europa. Og teknologien bruges ikke kun til at skabe et bedre miljø.

Så hvad sker der egentlig her? Og vigtigere: hvad kan vi lære?

Fem observationer

Lad mig dele det op i nogle af de erkendelser, jeg har gjort herude.

Første observation: Elektrificering er ikke en strategi. Det er en realitet. Scootere, biler, busser. Alt er elektrisk. Ikke som vision, men som default. De tyske biler er væk. Ser du noget udenlandsk, er det ofte Tesla. De kinesiske brands dominerer. Alle mulige brands, som man aldrig har hørt om og nok aldrig ser i Europa.

Biler ligner hinanden. Og mange af dem ligner noget europæisk, man har set før. Designmæssigt er det næsten trist. Specielt for mig der har arbejdet med design.

Men måske er det pointen: Når bilen alligevel på et tidspunkt kører selv og ikke ejes, hvem går så op i design? Transport er blevet infrastruktur. Ikke identitet.

Anden observation: AI er ikke en teknologi. Det er en accelerator. Hos AGIBOT gik det for alvor op for mig. Virksomheden har eksisteret siden 2023. 1.300 ansatte. 75 pct.  ingeniører. De bygger humanoide robotter, der lærer ved at observere mennesker.

Du kan klikke her og se denne video med robotten Luca, som jeg havde en samtale med.

Konklusionen er ret vild: Robotter + AI = en eksponentiel læringskurve. Robotterne får med AI-forstærkning helt nye muligheder. Og AI får i robotter den hardware, som gør dem i stand til at overtage mange manuelle opgaver. AGIBOT forventer en robot i hvert hjem inden for få år, især i ældrepleje og industri. Det lyder futuristisk. Det er det ikke.

Tredje observation: Droner er allerede infrastruktur. I Europa taler vi stadig om potentialet. I Kina er det implementeret. Droner bruges til trafikstyring, landbrug, byggeri, redning, logistik. Og ja, også til overvågning og krigsførelse.

Jeg fløj i en førerløs EVTOL – electrified vertical take-off and landing – også kaldet førerløs dronetaxa fra EHang. Jeg har fløjet i helikopter en del gange, ikke mindst i bjergområder. Der har jeg ofte frygtet, at piloten skulle få et ildebefindende. I en dronetaxa er der ingen pilot, og det føltes meget trygt.

Og ja – du kan få leveret en iskaffe med drone i Shenzhen. Men det interessante er ikke gimmicken. Det er integrationen i samfundet.

Fjerde observation: Eksekvering slår alt. Vi besøgte Ping An, en af verdens mest avancerede finansielle institutioner, og mødte deres eksperter inden for AI. De udviklede deres egen AI-løsning, længe før den vestlige verden havde hørt om ChatGPT. Ping An har udviklet over 100.000 AI-agenter. 80 pct. af kundekaldene håndteres af AI, og i 85 pct. af tilfældene løser AI-agenterne problemet, uden at det er nødvendigt at involvere et menneske.

Men pointen er ikke modellen. Pointen er anvendelsen i massiv skala og den adgang til data, som danske virksomheder kun kan drømme om. Ping An segmenterer deres 250 millioner kunder i 17 niveauer, afhængigt af kundens profitabilitet, potentiale og købsadfærd ved at benytte AI på både intern og ekstern data.

I øvrigt er de amerikanske AI-modeller ikke officielt tilladt i Kina. Men store kinesiske virksomheder bruger både kinesiske og amerikanske modeller. Man trækker lidt på smilebåndet, installerer en VPN og finder en vej.

Femte observation: Kina tager Silicon Valley-mentaliteten og speeder den op. Vi mødte også Pony.ai, som laver selvkørende taxier. Det var fascinerende at køre rundt uden chaufføren, men lidt drillende kan man sige, at det mindede om at køre Waymo i San Francisco.

Ehang og Pony.Ai er begge børsnoteret i USA. Begge er globalt orienterede. Begge er ekstremt fokuserede på eksekvering. De har taget den amerikanske venture-mentalitet og kombineret den med hardware-skala i Kina.

Flere af de dygtige entreprenører i Kina kommer fra amerikanske universiteter. For eksempel mødte vi grundlæggeren af Windrose, som er en elektrisk truck. Windrose tænker i hele økosystemet, opladning, infrastruktur, integration, ikke kun bilen.

Grundlæggeren har gået på Stanford University og bor nu i Europa. Han mindede mig om Elon Musk, og hans truck lignede til forveksling Teslas.

Kinesisk selvtillid

Og så er der selvfølgelig den lidt mere komplekse del… Kina er ikke kun innovation og tempo. Der er overvågning. Der er en anden forståelse af privatliv. Man kan ikke gå på gaden, tage et fly eller et tog uden konstant at blive fotograferet. Og der er Kinas geopolitiske strategi, som man ikke bare kan ignorere væk.

Samtidig mærkede jeg en klar selvtillid. Det kan godt være, at det er blevet sværere at være kineser i USA, men det er til gengæld blevet sjovere at være iværksætter i Kina. Der er en “Nu er det vores tur”-stemning i landet.

Ekstrem udviklingshastighed

Så hvad er konklusionen? Hvad kan vi lære?

Christina Boutrup taler om de tre S’er, speed, scale, sophistication, når hun beskriver Kina.

Jeg har lært, at AI accellererer alle teknologier og processer i en grad, som jeg ikke tidligere havde forstået: Robotter, produktion, service, beslutninger.

Og når du kombinerer:

• AI som accelerator

• ekstrem eksekveringskraft

• adgang til enorme mængder data

…så får du en udviklingshastighed, som er svær at matche.

Hvad betyder det for Danmark?

Når jeg sætter mig på flyet i aften med næsen vendt mod Danmark, vil jeg tænke over, hvad det betyder for os. Kina lader sig stadig inspirere af vesten, men nu med en egen selvsikkerhed. De bygger. De skalerer. Og de accelererer. Spørgsmålet er ikke, om det påvirker os. Spørgsmålet er hvordan og hvor hurtigt. Hvis du driver virksomhed i Danmark, er gode idéer ikke nok. Strategier er ikke nok. PowerPoints er slet ikke nok. Det handler om eksekvering. Hurtigt.

Og måske vigtigst: Hvordan bruger du AI til at accelerere det, du allerede gør? Ikke som et projekt, men som en integreret del af din forretning. Og jeg har selv skrevet mig bag øret, at jeg skal blive ved med at holde mig opdateret på, hvad der sker med AI og teknologi i Kina.

VI bør også lade os inspirere af DEM.

Tue

hvis du  fremover gerne vil modtage vores nyhedsbrev direkte kan du tilmelde dig her

Fedt! Tak for din tilmelding. Tjek din indbakke for en bekræftelsesmail. Vi glæder os til at dele spændende nyt med dig.
Hov, noget gik galt! Prøv igen om lidt, eller skriv til os, hvis det stadig driller.