“Det bliver for besværligt med en bestyrelse. Hvad nu hvis den vil noget andet end mig?” Jeg har mødt mange ejerledere, der har sagt noget i den retning. Jeg har også oplevet bestyrelser, hvor bestyrelseslederen forventer enighed og endda en slags lydighed fra medlemmerne.
Så har man virkelig misforstået, hvad den gode bestyrelse kan. Uenighed, friktion, konflikter: Det er det stof, de bedste løsninger er gjort af. Hvis I vel at mærke bruger konflikterne konstruktivt og respektfuldt. De må ikke ende som en magtkamp. Den slags skaber vindere og tabere, og det er ikke pointen. Den egentlige vinder skal være virksomheden, ikke ejeren, direktøren eller bestyrelsen.
Enighed i ledelsesteamet
Der er forskel på en bestyrelse og et ledelsesteam. Som CEO har jeg søgt enighed i ledelsesteamet. Hvis vi ikke var enige, arbejdede vi videre, indtil vi var.
I en bestyrelse er det anderledes. Her er vi sat sammen for at bringe forskellige perspektiver i spil. Uenighed er ikke et problem. Det er ofte et tegn på kvalitet. Bestyrelseslederens rolle er ikke at skabe konsensus for enhver pris, men at samle trådene, gøre de forskellige synspunkter og perspektiver tydelige og formulere en beslutning, som flertallet kan stå inde for.
Konflikt lyder så dramatisk, men reelt er det ofte faglig uenighed, der bliver taget alvorligt. Opgaven er ikke at undgå konflikter, men at bruge dem professionelt i jeres beslutningsproces.
Vær nysgerrig
Det første og vigtigste råd er at lægge paraderne, når der opstår en uenighed. Vær i stedet nysgerrig: Hvorfor ser den anden part anderledes på tingene?
I ejerledede SMV’er oplever jeg tit, at det er den kreative vision eller virksomhedens kultur, der støder på en professionel direktørs eller bestyrelsens fokus på økonomien. Det ene overtrumfer ikke automatisk det andet. Det kan være, at virksomhedens DNA og ejerlederens navn er det, som giver virksomheden dens konkurrencefordel. Omvendt skal der være penge til at føre visionerne ud i livet. Ofte findes der en måde at forene de to hensyn på, men det kræver, at alle parter kan lytte til hinanden og prøve at forstå hinandens udgangspunkt.
Hjælp hinanden til at lykkes
Da jeg besøgte tegnestuen BIG, understregede CEO og partner Sheela Søgaard, at kemien mellem ejer og direktør og bestyrelsesleder er afgørende. Man skal ønske, at den anden lykkes, også i konflikter. Alle parter skal vide, at I trods uenighed vil hinanden og virksomheden det bedste. Det gør friktion mere trygt at være i og giver plads til, at I kan udfordre hinanden og siden sammen finde en løsning. Det betyder også, at man skal kunne pakke sit eget ego væk og tåle, at man ikke har – eller får – ret.
Undgå ekkokamre
De fleste af os kan rigtig godt lide konsensus, men talemåden om, at enighed gør stærk, er langt fra altid rigtig. Gruppetænkning kan være giftig. Den kan medføre, at alle er enige om retningen: direkte ud over afgrunden. En ejerleder skal kunne tåle at blive udfordret, og en bestyrelse skal kunne tåle uenighed internt.
Medlemmerne af en bestyrelse bør ikke være alt for ens. Diversitet i kompetencer, baggrund, profil og holdninger er en styrke, men kun hvis bestyrelsesleder, direktør og ejer giver plads til at bringe forskelligheden i spil. Meget lidt er så dræbende at føle, at man som bestyrelsesmedlem er sat ind blot for at opfylde en eller anden kvote, og at man ellers forventes at nikke.
Træf en beslutning
Jeg kan selv opleve diversitet og uenighed som besværligt i bestyrelseslokalet, men jeg har aldrig oplevet, at jeg er blevet dummere af at blive udfordret og sagt imod af kompetente mennesker. Når det er sagt, er det vigtigt, at uenigheder ikke trækker ud i det uendelige. De dårligste beslutninger er dem, I aldrig tør træffe.
Når et emne er belyst og behandlet, og I er enige om retningen, skal I videre. Og så skal alle arbejde på at gøre beslutningen til en succes. Når I nikker, behøver I ikke at være enige i alt. Men retningen skal I kunne stå inde for. Og bakke op.
Tue
hvis du fremover gerne vil modtage vores nyhedsbrev direkte kan du tilmelde dig her
